Har du også prøvet at blive ramt af vrede, irritation, opgivelse mm., når du er gået i gang med at renovere dit hjem?
Vi kender selvfølgelig godt følelserne, hvis vi oplever at spilde malingen på gulvet, værktøjet driller eller processen tager for lang tid, men jeg har ofte oplevet det, også selv om jeg var glad og alt gik efter planen.
Hvad er det så egentligt der sker, når vi begynder at renovere vores omgivelser?
Vi har et gammelt hus fra 50‘erne, som ikke er blevet istandsat fra top til tå.
Mange steder krøller tapetet i hjørnerne, fordi der efterhånden er kommet for mange lag på, og panelerne er fulde af hakker og afskallet maling.
Vi har derfor taget et værelse af gangen, og taget alt tapet ned og slebet alt træværk i bund. Det var i den forbindelse, når jeg begyndte at tage tapet ned, at alle følelserne kom op til overfladen.
Det fik mig til at gå lidt i dybden med tanken, vi anvender, når man laver space clearing.
Her taler man om at alle de ting der sker følelsesmæssigt i vores hjem, kan sætte sig som en film eller overflade på vægge, gulve, lofter og inventar.
Det vil sige, at har der fx været et skænderi, så vil følelsen af skænderiet sætte sig i omgivelserne som små usynlige partikler.
Det vil måske forklare lidt den følelse, du kan få, hvis du træder ind i et rum, hvor der tidligere har været et skænderi og stemningen virker dårlig, men du ved ikke helt hvorfor.
Alle de stemninger, som vi kan opleve igennem tiden, som bl.a. vrede, sorg og glæde, sætter sig som lag på væggene. Ordsproget: Hvis vægge kunne tale, kommer virkelig til sin ret her. Væggene er de tavse vidner til alt det, som er sket i gennem tiden.

I vores gang var der 9 lag tapet og maling, som går helt tilbage til husets begyndelse. Der må være sket mange forskellige ting her igennem tiden.
Rygterne siger at her har været et kollektiv mens det vides med sikkerhed at nogle af dem,som boede her, skændtes meget og til sidst blev skilt.
Det må unægtelig give nogle mærkbare lag af forskellige følelser, som så bliver lukket inde, når det næste lag tapet kommer oven på.
Hvilket jeg tror, er det jeg mærker, når jeg tager tapet ned; nemlig at alle disse energilag bliver frigjort og udløser nogle følelser i min krop!
Så det glæder mig, at vi nu er nået ind til de rå mure, og efter en husrensning, så er det vores egen energi, der nu sætter dagsorden her i huset 😁